Synspunkt fra Lene Witte, direktør i Gigtforeningen.

Søndagsavisen 19. december 2004.

’Riv her’ står der i et hjørne på det vakuumpakkede pålæg. Og man river…og river…og ender med at lede efter saksen, for som så meget andet er også den emballage umulig at åbne for alle, som ikke er udstyret med supermandskræfter i hænderne.

Hvorfor skal det være så svært, at man nogen gang opgiver? Og er det rimeligt, at en stor del af danskerne skal kæmpe med dagligdagens såkaldte praktiske indretninger på den måde?
Nej, mener vi i Gigtforeningen. Derfor har vi i 2005 valgt at sætte fokus på emballage og tilgængelighed. Hos vores medlemmer har vi længe hørt sælsomme historier om, hvordan det er nødvendigt at åbne en dåse makrel nede i en plastikpose, fordi låsen er så stram, at når den endelig giver efter vil makrellen sidde på væggen - hvis ikke det var for plastikposen. Vi hører om medicinpakninger, der er umulige at åbne, om genstridige mælkekartoner og nye dankortterminaler, der er svære at bruge, hvis dine hænder er svage eller mærkede af gigt.

700.000 danskere lever med gigt. Revolutioner inden for den medicinske behandling har gjort, at langt størstedelen af os lever et fysisk aktivt liv – hvis vi ellers kan få lov uden at skulle møde unødvendige stopklodser, for eksempel i form af uigennemtænkte indpakninger.
Det må der kunne gøres noget ved. Fra Gigtforeningens side vil vi søge et samarbejde med de designere og arkitekter, der står bag hverdagens design. Vi forventer ikke, at den dybe tallerken bliver opfundet igen, men vi håber, at vi kan få en god dialog om hvad der skal til, for at tingene ikke kun ser smarte ud, men også fungerer optimalt for alle. Det kan jo lade sig gøre. Tænk bare på æggebakkerne - nemme at få op, selv om de beskytter noget skrøbeligt.

Vi er overbeviste om, at nutidens emballage ikke kun er et problem for mennesker med gigt. Det er et problem for langt de fleste danskere. Derfor håber vi, at rigtig mange vil støtte os i arbejdet for at få gjort alt det praktiske i vores hverdag anvendeligt.