Indstilling af alle aktiviteter grundet COVID-19

Genåbning
Vi er glade for at regeringen har meldt ud, at aftenskolerne har mulighed for at genåbne for undervisning fra den 8. juni. Her på Gigtskolen glæder vi os rigtig meget til at komme i gang igen i august 2020.

Der vil dog være en række sundhedsfaglige retningslinjer, som skal overholdes. Disse retningslinjer indeholder krav til bl.a. plads, afstand, hygiejne og rengøring. Da vores målgruppe er i risikogruppen afventer vi klare retningslinjer fra sundhedsmyndigheder og kommuner i forhold til en kontrolleret genåbning for hver enkelt træningsfacilitet.

Vi kommer selvfølgelig til at tage alle de nødvendige forholdsregler, så du kan føle dig helt tryg ved at gå til undervisning hos os. Vi forventer at alt er på plads før sæsonstart.

Kompensation
Har du været tilmeldt et af Gigtskolens kurser i dette forår 2020, vil du blive kompenseret for den undervisning, du har betalt for, men ikke modtaget. 

Vi har valgt at fravige vores force majeure i denne sæson for at tilgodese jer deltagere. Det er vigtigt for os at vise samfundssind i disse tider og vi har derfor valgt at kompenserer vores deltagere økonomisk for de undervisningsgange der har været aflyst grundet Covid-19 pandemien.

Det har været en lang og tidskrævende proces, men vi har nu endelig fået bevilget Kulturministeriets hjælpepakke. Hjælpepakken dækker 90% af kompensationen og Gigtskolen dækker de resterende 10% fra eget budget.

Vi er i fuld gang med at udregne, hvor meget hver enkelt deltager skal have tilbage. Det er en stor administrativ opgave som kræver tid, men vi arbejder så hurtigt vi kan. Alle deltagere vil blive kontaktet i løbet af sommeren i forhold til tilbagebetalingen og vi forventer at være færdige med processen før sæsonstart.

Efterårssæsonen 2020
Vi anmoder vores deltagere om at betale kursusbeløbet for det hold de er tilmeldt i efteråret. Da forårssæson og efterårssæson hører til to forskellige regnskaber kan vi ikke kompensere ved at reducere prisen for efteråret.

Vi takker alle vores deltagere for den tålmodighed og forståelse de har udvist i denne tid.

Vi ønsker jer alle en god sommer og glæder os til at se jer til august.

Gigtskolen 

dof