Beretningen for 2020

Generalforsamling Gigtskolen/GOK 21. september 2021

(Beretningen for 2020)

Så nåede vi frem til endnu en generalforsamling, efter der i lang tid har været nedlukning på alle former for aktiviteter og samvær på grund af Corona. Dejligt, det hele igen er blevet mere frit.

På grund af nedlukning, begrænset forsamlings antal og ikke mindst nervøsitet for at smitte hinanden indbyrdes, hvis vi skulle samles til bestyrelsesmøde, har der ikke været noget møde siden sidste generalforsamling. Der er blevet kommunikeret via mail, hvis der har været noget, der skulle gøres eller tages stilling til. Derfor har aktiviteten i bestyrelsens gøremål været stort set ikke eksisterende, ligesom der heller ikke har været aktiviteter andre steder rundt om i samfundet.

Heldigvis har personalet på Gigtskolen formået at arbejde hårdt på at komme ud af krisen, og har fortsat med at tilrettelægge undervisning, sende opkrævninger ud til deltagerne, lave deres daglige arbejde med drift og så videre, så vi var klar, når der blev givet grønt lys for at komme i gang igen. Stor tak til alle på kontoret.

En af de ting Gigtskolen arbejdede hårdt på, var at alle vores deltagere skulle komme skadesløse ud af krisen. Det har derfor været glædeligt, at alle har fået deres penge tilbage, fra de hold de har været tilmeldte på, men der er ingen tvivl om, det har været et kæmpe arbejde at få iværksat udbetaling til samtlige deltagere i hele Gigtskolens regi.

Jeg talte med flere deltagere, før de fik udbetalt deres undervisningsgebyr, de var nervøse for, om deres penge var tabte, da de syntes, det var et stort beløb at miste.   Heldigvis lykkedes det, at få tilbage betalt alle, hvilket har gjort deltagerne glade.

Som det ses på stemmesedlen, er her ingen af de nuværende bestyrelsesmedlemmer der stiller op til genvalg.

Jeg har været med siden foråret 2003, hvor jeg kom i kontakt med Anders Glargaard via Gigtforeningen. Det lykkedes os at få oprettet nogle hold i Helsinge kommune i svømmehallen og ved speciallæge Jørgen Korsgaards bassin. Der var virkelig brug for specialundervisning i vand heroppe, så vi fik hurtigt fyldt holdene op. Jørgen Korsgaard skulle slutte sit virke i Helsinge, så vi fik også mange af hans patienter, da de pludselig ingen steder kunne komme i varmt vand og træne.  Det var en lettelse og en glæde for mange dengang, at de fortsat kunne komme i det varme bassin.

Dette her er inden kommune sammenlægningen, så vi var ikke så heldige i Græsted – Gilleleje kommune. Hvis vi skulle have en chance, skulle vi oprette en forening med bestyrelse. Derfor indkaldte vi til en stiftende generalforsamling den 8. marts 2005, hvor GOK blev stiftet. Efter meget arbejde lykkedes det at få gang i tingene, så vi kunne starte varmtvandstræning i Gilleleje Fysioterapi og på Esbønderup Sygehus. Efterfølgende er alle de andre hold med andre træningsformer kommet til, både i Helsinge og i Gilleleje.

Flere af jer bestyrelsesmedlemmer har været med meget længe. Vi er alle blevet ældre, har heller ikke så meget overskud længere og vi har mistet Anni. Her ud over er vi efterhånden spredt for alle vinde, da flere af jer er flyttet til andre dele af landet, så det kræver en dagsrejse for at komme herop, når vi har nogle aktiviteter. Derfor har vi taget den beslutning, at vi alle gerne vil stoppe i år efter mange år med gode og dejlige oplevelser og resultater i Gigtskolen.

Vi håber og ønsker alt det bedste for den nye bestyrelse, for John og for medarbejderne på kontoret.

Til slut vil jeg gerne takke for den opbakning og hjælp, jeg i stor udstrækning har fået af Kirsten, Anders og alle i andre i bestyrelsen. Det har betydet rigtig meget, at vi altid har haft et godt samarbejde og hyggeligt samvær, når vi har mødtes.

 

 

 

dof