Debat - Tidligere hofreporter TRINE LARSEN

Trine Larsen

TRINE LARSEN - FOREDRAG

Foredraget ”Tæt på de kongelige og kendte”
- Fotoet af Trine Larsen og kongen er forsiden til Trine Larsens kommende bog, som udkommer primo oktober.

 

De fleste danskere holder af at følge med i kongefamiliens store livsbegivenheder. Få har dog fulgt de kongelige så intenst som tidligere hofreporter Trine Larsen, der i sin 30-årige karriere som journalist lærte de kongelige at kende. På godt og ondt.

 

I foredraget ”Tæt på de kongelige og kendte” beretter Trine Larsen om en menneskealder i hælene på landets mest prominente familie. Fra den dramatiske bilulykke i 1988, der nær havde taget livet af såvel kronprins Frederik som hans lillebror, til bryllupper, begravelser og en enkelt skilsmisse. Med personlige billeder og masser af historier tager Trine Larsen publikum med bag kulisserne i kongehuset. Når de royale sænker skuldrene, viser deres menneskelige side og slår sig løs. Foredraget er en førstehåndsskildring fra en journalist, der har lært medlemmerne af kongehuset at kende på en måde, som de færreste er forundt.

 

Trine Larsen har grinet med dronning Margrethe. Og hun har prøvet at få en kæmpe røffel af regenten. Trine har på nærmeste hold oplevet den nuværende konges transformation fra stor dreng til voksen majestæt og far til fire. Det fortæller hun om, ligesom hun med stor indlevelse og et væld af anekdoter fortæller om det helt særlige bånd, hun udviklede til prins Henrik – helt sikkert det mest misforståede og undervurderede medlem af det danske kongehus, hvis du spørger hofreporteren.

 

Ud over sit arbejde som hofreporter har Trine Larsen i sine mange år som journalist på bl.a. BILLED-BLADET også dækket stof om kendte. Foredraget indeholder derfor tillige historier om møder med kendte, der har gjort indtryk på Trine. Tilhørerne får bl.a. historier om Trines møder med personligheder som Lise Nørgaard, Victor Borge og Kim Larsen. De får også Trines beretning om livet som journalist på et ugeblad og om, hvordan hun opsnusede de gode historier. Vel at mærke uden at ty til tvivlsomme metoder og “tys-tys-kilder”.

 

Trine Larsen øser gavmildt ud af historier og anekdoter, og hvis der er efterfølgende spørgsmål fra publikum, svarer hun på alt!



Undervisningssted

Tårnby Hovedbibliotek
Kamillevej 10
2770 Kastrup
Mødelokale 2

Praktisk information

Hold nr:
26200014
Første møde:
15.10.26 kl. 18:00
Mødegange:
1
Lektioner:
1

Pris

Debat
DKK 50,00
  • Torsdag 15.10.26 kl. 18:00 - 19:30

    Sted: Tårnby Hovedbibliotek
    Kamillevej 10

    Lokale: Mødelokale 2

Debatarrangement